Min opgave er skrevet ud fra min tildelte specialisering og ønsket om at arbejde inden for dagtilbudsområdet. Så min tænkte målgruppe er børn i børnehaven. Som det fremgår i min indledning i opgaven, forsøgte jeg at skabe en sammenhæng mellem de videns og færdighedsmål jeg fandt interessante.

Så først en baggrundsviden om målgruppen, en problemstilling og så en mulig løsning på hvordan man kan få inkluderet og undgå forskelsbehandling trods et køns bestemt emne.

Gennem min opgave føler jeg at jeg har opnået kompetence målet, bl.a. om at bruge børnenes perspektiv, men samtidig med en forståelse af at man som pædagog kan komme til at diskriminere børnene, som Marianne Skytte forklare at man forskelsbehandler ud fra at se børnene som dele af en kategori og ikke et enkelt individ.

Til denne fremlæggelse har jeg valgt at dykke lidt mere ned i emnet forskelsbehandling, da jeg finder det spændende og vigtigt at have viden om at det forekommer i det pædagogiske miljø, men at man som professionel må være åben for at kunne arbejde med sig selv og relationerne til børnene, så det ikke kommer til at blive en indgroet del af ens pædagogiske virke.

Så jeg har valgt at stille følgende spørgsmål til emnet:

• Hvad er forskelsbehandling i kommunikationen i daginstitutionen?

• Hvordan opdager man forskelsbehandling?

• Og hvordan løser man en måske utilsigtet forskelsbehandling?

 

Forskelsbehandling i daginstitutionen er mange ting, det kan forekomme i fysiske handlinger og måder pædagogen kommunikere verbalt og nonverbalt til børnene. Så det kan lige så godt være en afstandtagen, et ekstra knus eller en mistet samtale med pædagogen. Fx hvis der opstår en situation som pædagogen bliver nød til at håndtere.

Charlotte Paludan snakker om en hverdags term om omgangs tonen i daginstitutionerne.

Udveksling og undervisningstonen.

Her giver hun tydelige eksempler på hvordan hun i sit feltarbejde oplevede at børnenes manglende sprog afgjorde hvilken samtaleform de blev mødt med.

Blev børnene mødt med en forventning om en horisontal dialog, hvor tonen er udvekslende, med tanken om at barnet er et subjekt man kan skabe en fælles forståelse med.

Eller ville det være en mere undervisende tone, hvor pædagogen går foran med svaret og forklare, eller nærmest instruerer barnet.   

Hun har stor fokus på forskellen på

• De etnisk majoritetsbørn, der har dansk som hovedsprog og

• De etniske minoritetsbørn der har andet sprog som hovedsprog.

Mine tanker går på at minoritetsbørnenes kulturelle kapital også kan have en afgørende rolle i forhold til forskelsbehandlingen, men jeg mener også at denne forskel vil kunne være en problematik man oplever blandt de etniske majoritetsbørn. Bourdieu har et udtryk der hedder ”feel for the game”. Her er det ikke nok at være et dansk majoritetsbarn, for at indgå i en symmetrisk dialog, der skal man også kunne forstå den kontekst man er en del af og have fornemmelse for de sociale spil.

​

​

​

​

​

​

​

​

​

​

​

​

​

​

Altså manglende situations fornemmelse, kan blokere for samtalen mellem barn og voksen.

Så alt efter hvilken tone og adfærd man er opvokset med, kommer det til at være en del af den habitus man bringer med sig og kan være styrende for hvordan man møder andre.

Men som pædagog, hvordan bliver man så bevidst om denne forskelsbehandling?

 

I min 1. praktik var jeg med til at opleve institutionen i deres spæde opstart i brugen af aktionslæring.

Stuerne i institutionen skulle filme en udvalgt situation, hvor de havde en formodning om at der kunne ske en forbedring. Det kunne være en problematik i forhold til ikke etniske børn, samlinger der ikke lykkes eller andre aktiviteter. Den yngste børnehavegruppe havde en situation med et syrisk barn, der havde været i gang med indkøring sammen med mor i et ½ år. Nu var de kommet til at han skulle være der alene. Og deres problematik var nu at han for det meste var rigtig ked, men samtidig under deres frokost ville han ikke spise og sad bare og kiggede ud af vinduet.

Da aktionslæringen stadig var nyt i institutionen, blev personalemødet, hvor filmene skulle vises for alle, ledet af Ulla Krag der er tilknyttet ucsj og bl.a. har været projektleder på kompetenceudvikling af pædagoger i holdbæk, som skulle hjælpe pædagogerne med at få åbnet op for problemløsningen, bl.a. ved brug af Karl Tomms spørge teknik.

Detektiven: hv spørgsmål

Opdagelsesrejsende: Udforsker, hvad tænker andre, nyt perspektiv

Kunstneren: Hvad nu hvis, kunne man ikke

Kaptajnen: Hvad gør du nu, hvem skal inddrages

​

I gennemgangen af video sekvenserne som pædagogerne selv havde optaget, blev mange ting tydelige. Der var mange eksempler på bevidste valg, utilsigtede handlinger og forskelsbehandling. Men både forskelsbehandlinger der var nødvendige for at kunne gennemfører samlingen og dem der ubevidst var styret af børnenes typiske adfærd. I situationen med den syriske dreng, havde pædagogerne fra hans stue fortalt om problematikken på et tidligere personalemøde, hvor Susan fortæller at hun fast sidder ved hans bord og uddybende forklare hvordan hun prøver at forklare ham at det er vigtigt at spise og at mor snart kommer igen. På dagen for fremvisningen af filmen, ytre Susan at det også er typisk, at når man skal filme et problem, så er det der slet ikke. På videoen ser vi nu en nyansat pædagog Pernille sidde ved bordet, Susan ville nemlig ikke filmes, og hendes tilgang til drenge er nu en helt anden end den Susan har beskrevet tidligere. Pernille lader drenge sidde uden at sige noget, men hun ser alligevel at han bliver nysgerrig på hendes mad, hun har en avocado med og begynder stille at dele den, men med kroppen vendt mod drengen, hun spørg om han kender den og en dialog, på baggrund af hans begrænsede danske sprog, opstår og hun lader ham smage og filmen ender med han tømmer sin madkasse ud på bordet for at vise Pernille hvad han har og så spiser han. Så det bliver en anden måde at bruge aktionslæringen på, at se efter hvad der rent faktisk gjorde forskellen for barnet. Under personalemødet havde alle nu mulighed for at komme med konstruktive input og mulige løsningsforslag. Det jeg tager med mig fra dette personale møde er at vi som pædagoger er li så forskellige som børnene vi arbejder med. Det er en øvelse at give, men specielt at tage imod konstruktiv kritik og ikke lade det føles som en personlig hetz. For det blev lidt som at komme tilbage til skolen, der var ingen der ville starte og stort set alle startede med at gå i forsvars position, så snart der blev kommenteret på deres rolle. Hvilket også gjorde et indtryk på mig, at her sad jeg med kvinder der for flestes vedkommende var godt oppe i årene og ikke havde praktiseret meget andet end pædagogisk arbejde, alligevel virkede de så usikre og sårbare.   

 

Så jeg tænker på hvordan kan man så kan vælge at arbejde sig ud af en sproglig forskelsbehandling og blive bedre til at imødekomme alle børn, i den udstrækning der nu er praktisk mulig.

 

Eva Johansson og Ingrid Pramling Samuelsson forklare blandt andet muligheden i fortællende samspil for at udvikle legen, og i min overbevisning følger den sproglige udvikling barnets interesse. Som de også skriver, ”Tage udgangspunkt i børns legende fortællinger og bidrage til at udvide disse”. Og så støtte sig til Socialstyrelsens sprogpakke med understøttende sprogstrategier for hvordan man kan få en bedre dialog i gang med barnet.

Det kan fx være:

1.      Følg barnets interesse

2.      Brug åbne spørgsmål

3.      Vent på barnet svare

Men for at kunne udvide og være en engageret pædagog må man være som Mogens Hansen beskriver det en ”Nysgerrig voksen”, en der ikke kan lade vær med at pege, vise, fortælle og ikke mindst samtale. Men som han selv beskriver det fungere det bedst på tomandshånd og det gør det næsten til en umulig opgave i de danske daginstitutioner, da der er så mange børn kontra pædagoger. Men man skal gribe de øjeblikke børnene lægger op til, fundet af et dyr, tegningen til mormor eller den nye kjole  

Til sidst et lille uddrag fra min praktik udtalelse.

Mens hun er med børnene, så forgår der hele tiden sproglig kommunikation. Hendes nærvær og hendes anerkendende måde at møde barnet har været afgørende for, at de lykkes for hende hurtigt at skabe god relation til børnene.

Zandra er god til at samle børnene, fordi hun anerkender dem og har noget at byde på. Hun er afholdt fordi hun altid indgår i et ligeværdigt samspil med både børn og voksne.

Voksne er spændende, men børn er hele min verden og vil håbe og arbejde for at bevare min helt naturlige nysgerrighed og interesse for børn og deres velbefindende og håber det vil minimere min forskelsbehandling. Jeg har heldigvis selv mødt rigtig mange gode pædagogiske voksne, som jeg spejler mig i og håber at andre en dag vil have de samme tanker om mig, som jeg har om disse mennesker. Et stort varmt hjerte, der ikke skelner mellem køn, alder eller adfærd. Tror selv på at jo mere uro et barn indeholder, jo mere har han/hun brug for at jeg viser at jeg godt kan rumme dem.